Gruppenavnet Danske Naivister dækker over de fremtrædende danske naivistiske billedkunstnere: Edel Bærskog, Tom Jensen, Ib Meyer, Anton Juul Pedersen, Walther Schaldemose, Ruth Schmidt og Carla Thonsgaard.

Gruppen blev på initiativ af Tom M. Jensen dannet i perioden 1984-90 i forbindelse med forskellige udstillinger rundt om i landet. Navnet stammer fra den første naivistudstilling her i landet: "Danske Naivister" hos Galleri Knud Grothe, Charlottenlund, 1984, hvor bl.a. Carla Thonsgaard, Anton Juul Pedersen og Tom Jensen deltog. Året efter i 1985 gentog Galleri Knud Grothe seancen, og her kom så Ib Meyer til. Walther Schaldemose kom ind i gruppen i 1987, hvor Varmegalleriet afholdt udstillingen: "Naivister i varmen", og ved en udstilling i Middelfart i Galleri Melfar i 1988 blev Ruth Schmidt medlem. Endelig i 1990 kom Edel Bærskog til i forbindelse med en udstilling i Galleri Aurora på Fyn. De syv deltog i 1994 i naivist-triennalen "Insita ´94" på Nationalgalleriet i Bratislava og i 1995 udstillede de på Den Frie under titelen "Danske Naivister".

Bratislava.

Ved den internationale udstilling for naiv kunst - triennalen"Insita ´94" på Nationalgalleriet i Bratislava i 1994, hvor 18 lande deltog og gruppens medlemmer repræsenterede Danmark tildeltes Danske Naivister én af de 3 Stefan Tkac- priser.

Stefan Tkac ( 1931- 89 ) slovakisk kunstteoretiker, studerede børnetegninger, folkekunst og naivisme. Han har skrevet flere bøger om naivistisk kunst og grundlagde magasinet: "Insita" omhandlende naivistisk kunst - den første publikation af sin art i verden.

I 1960 stod han for planlægningen af bl.a. en udstilling i Bratislava, hvor han præsenterede den slovakiske naive kunst. Efter at have været initiativtager til udstillinger af amatørkunst og børnetegninger etablerede han i 1965 "Departementet for Ikke-professionel Kunst" i Det slovakiske Nationalgalleri, og senere sammesteds "Kabinettet for Naiv Kunst".

På det tidspunkt var han generalkommisær for "Den internationale triennale for naiv kunst i Bratislava", hvor den første fandt sted 26.8-2.10 1966 i "Kunstens Hus" i Bratislava med deltagere fra 22 lande, hvorved ideen om at vise enkelte landes naive kunst blev ført ud i livet.

Hovedindtrykket fra udstillingen var en overvældende kreativitet og aktivitet indenfor den naive kunst på verdensplan, og man kom til den erkendelse, at den naive kunst ikke kunne begrænses til nogle bestemte velkendte centre, men at den virkelig var universel. Den optrådte i udviklingslande, i landbrugs- og industrilande, i byer og på landet.

De efterfølgende udstillinger blev afholdt i 1969 og 1972.

Som følge af den såkaldte "normalisering" efter 1968 blev triennalen afbrudt og "Det internationale Kabinet for Naiv Kunst" blev opløst af "normalisatorerne" og dets leder Stefan Tkac blev bragt til tavshed.

Først i 1994 genopstod triennalen under titel Insita ´94. Betegnelsen Insita eller "insite-kunst" ( fra latin: in situ = på stedet ) blev foreslået som titel i forbindelse med et symposium afholdt under triennalen i 1966 for under eet at udtrykke karakteren af den kunst, der blev vist på triennalen: naivisme, primitivisme og hobby- eller amatørkunst.

Her på Insita´94 deltog Danske Naivister sammen med repræsentanter fra 17 andre lande, og én af de tre Stefan Tkac-priser gik til Danmark - til Danske Naivister.

Definition.

Naivismen, der sikkert først kendes som begreb efter 1900, har bl.a. har sit udgangspunkt i det primitive maleri og i folkekunsten. Naivismen er ikke ligetil at definere, idet der skal skelnes imellem bl.a. naiv kunst, folkekunst og naivisme, og kunstnerne vil meget have sig frabedt at deres ting bliver kaldt barnlige, tiltrods for at det ved første øjekast kan se ud til, at et barn kan have svunget penselen, men en mulig definition kunne gå på, at naivismen bl.a. er kendetegnet ved en umiddelbar fortælle- og farveglæde i et let genkendeligt og meget detaljeret billedsprog, hvor barndommens opfattelse af omverdenen og begejstringen for ting og farver spiller en væsentlig rolle. Fornuften er sat ud af spillet. Andre ikke uvæsentlige aspekter, som ofte ses i naivismen, er det humoristiske islæt og mangelen på perspektiv og nedtoninger af farverne, der oftest står skarpt afgrænsede og manglende skyggelægning. Normalt skildrer naivisterne ikke problemer, der er dog undtagelser: Henri Rousseaus "Krigen", 1897 (ill.) og Ivan Generalic´s "Den korsfæstede hane", 1964 (ill.).

Naivisterne må ikke forveksles med amatørmalerne eller "søndagsmalerne", der har maleriet som hobby, men må betragtes som værende på lige fod med de akademisk uddannede kunstnere, idet de som disse arbejder lige så seriøst med kunsten, men uden anvendelse af de vedtagne normer og metoder. Der er dog en væsentlig forskel på hobby-malere og naivister, eller rettere de gode naivister, idet disse som andre gode kunstnere fuldt behersker billedkomposition og farvesammensætning.

Historie.

Naivismen kendes nok længst tilbage i USA, hvor omvandrende malere udførte portrætter, skildringer af pionerlivet og religiøse motiver. Her kan nævnes Edward Hicks, der byggede på traditionen fra håndværksmaleriet, og af nyere naivister kan nævnes Anna Mary Robertson kendt som Grandma Moses og den polsk-amerikanske Morris Hirshfield.

Den nok bedst kendte naivist - den autodidakte Henri Rousseau med tilnavnet "Tolderen" (1844 -1910 ) udstillede i 1886 på Salon des Indépendants I Paris, og i 1908 arrangerede den tyske kunstkritiker Wilhelm Uhde den første separatudstilling for Rousseau. Ved siden af Rousseau kan fra Frankrig nævnes Louis Vivin, André Bauchant, Camille Bombois og fra Italien Orneore Metelli og Antonio Ligabue.

Man dyrkede en bevidst naiv fortegning af virkeligheden uden at lægge vægt på det teknisk korrekte, men vægtede i stedet gengivelsen af detaljerne i de kendte og hverdagsagtige emner.

Såvel Paul Klee, Marc Chagall og Maurice Utrillo arbejdede på et tidspunkt i deres karriere i naivistisk retning.

En særlig kategori udgør de naive malere med rødder i Østeuropas almuekultur. Eksempelvis kan nævnes den jugoslaviske Hlebine-skole omkring bondemaleren Ivan Generalic´.

Naivismen er også repræsenteret i den tredje verden. Her har man hentet sin inspiration i den stadigt levende folkekunst. Dette gælder i eksempelvis Mexico, Nicaragua og på Antillerne.

I Norden har især Sverige været stærkt repræsenteret med malere som f.eks. Hilding Linnqvist, Eric Hallström og Gideon Börje, der alle trådte frem o. 1918, Bror Hjorth fra 1920´erne - og tilhørende en yngre generation Olle Olsson-Hagalund. Her fandtes inspirationen bl.a. i den svenske folkekunst – "Dalmaleriet".

Danmark.

Fra 1700-tallet kendes Johannes Rach, der sammen med Hans Heinrich Eegberg bl.a. fremstillede 177 prospekter af kgl. slotte, kirker og andre offentlige bygninger, herregårde og prospekter fra København og købstæderne leveret i perioden 1747 – 50. Billederne er kendetegnet ved den manglende kunstneriske udformning, men med stor omhu for detaljen og den korrekte farvegengivelse.

Sideløbende med den oprindelige folkekunst, hvor udøverne dekorerede paneler, standkister o.l. fortsatte interessen for det topografiske og dokumentariske, og der kendes fra perioden ca. 1770 til 1870 adskillige udtryk herfor. Der er som oftest tale om mere eller mindre kendte lokale udøvere af værkerne, der fortrinsvis har kulturhistorisk interesse. Af de mere kendte kan nævnes Chr. Gullev og Rasmus Henrik Kruuse. Værkerne kan ved deres som oftest manglende skoling i udtrykket fremstå som en forsmag på det indtryk naivismen umiddelbart bibringer beskueren.

I Danmark har naivismen tidligere kun haft få udøvere. Her kan nævnes Frederik Sø (1876 - 1957), Christian Dansker Christensen (1894 -1984), John Christensen (1896 -1940) kaldet "Barbermaleren", Marinus Rasmussen (1879 – 1965), Marius Rasmussen (1905 – 1972) og Hans Scherfig (1905 -79). Af nulevende kan nævnes Knud Erik Færgemann f. 1925.

Af andre kunstnere, der har frembragt naivismelignende værker kan nævnes Jeppe Madsen-Ohlsen, Henry Heerup og Herman Stilling.

Hertil kommer så gruppen "Danske naivister".

Baggrund.

En mulig grund til, at naivismen dukker i slutningen af 1800-tallet kan være, at barnet som motiv for kunsten vinder frem.

I Danmark kendes gengivelser af børn indtil 1800-tallet fortrinsvis som rene portrætmalerier på lige fod med voksenportrætter. Undtagelsesvis kan dog nævnes et billede af Heinrich Dittmers (ca. 1623-77): Dreng med tre farver hår, 1673 (ill.)og et billede af Jens Juel (1745-1802): Marcus Pauli Karenus Holst von Schmidten, 1802 (ill.)– hvor en dreng godt nok er portrætteret, men samtidig ses gengivet i løb.

I "Det Waagepetersenske familiebillede", 1836 (ill.) af Wilhelm Marstrand (1810-73) ses et eksempel på børnenes nye status, nemlig som børn og ikke små voksne. Her ses børnene med deres legetøj og i naturligt forekommende positurer som f.eks. knælende på en stol.

At barnet bliver mere synligt på dets egne præmisser kan også ses i børnelitteraturen. Spørgsmålet var om børnelitteraturen først og fremmest skulle opdrage og belære barnet, således at det så hurtigt som muligt kunne blive voksent, eller om børnelitteraturen tværtimod skulle opfatte barndommen som en særlig værdifuld tilstand, der krævede sin egen specielle fortællemåde? Først i begyndelsen af 1800-tallet vandt den sidstnævnte opfattelse af barnet og børnelitteraturen indpas.

Fra 1568 til begyndelsen af 1800-tallet udkom der knap 200 børnebøger i Danmark. De fleste var oversættelser eller bearbejdede udgaver af tyske forlæg. Men fra 1820´erne øgedes antallet af børnebogstitler betydeligt. Grunden hertil skal søges i romantikkens opfattelse af barnet og dets specielle forbindelse til fantasiens verden. Dette sammenholdt med det faktum at flere og flere børn lærte at læse var medvirkende til denne proces, og

eventyret blev den foretrukne genre. Brødrene Grimms samlinger begyndte at udkomme i Tyskland i 1812 og i Danmark 1821. Året før kom den første danske udgave af Charles Perraults Gåsemors Eventyr. Tusind og én Nat, der allerede var udkommet i dansk udgave i 1757-58 vandt først stor udbredelse i 1800-tallet.

I 1835 begyndte H.C. Andersens "Eventyr fortalte for børn" at udkomme,og atter var det på børnenes præmisser, idet han havde skrevet dem, som han ville have fortalt dem til et barn, og barnet optrådte selv som fortæller i Chr. Winthers "Flugten til Amerika", ca. 1830.

Udover de tilstræbt realistiske romaner, der som genre blomstrede i England og USA i 1800-tallet: "Den sidste Mohikaner", "Børnene i Nyskoven", "Onkel Toms Hytte" kom i 1865 Lewis Carrolls fantasifulde kunsteventyr "Alice i Eventyrland", som fik stor betydning som forbillede også for den moderne børnelitteratur.

Billedbogen for især mindre børn vandt stor udbredelse ligeledes i 1800-tallets midte. Det var da blevet muligt at trykke i farver, hvor bøgerne tidligere var med sort/hvide eller håndkolorerede illustrationer. Af kendte danske illustratorer fra sidste halvdel af 1800-tallet kan nævnes Lorenz Frölich (1820-1908) og Louis Moe (1857-1945).

Den nye trykketeknik betød også frembringelsen af glansbilledet.

I Danmark kendes i 1870 "medaljonbilleder" til påklæbning på æsker, dåser o.a. Senere i århundredet fremkom glansbilledet med alverdens motiver. Fra 1870´erne kendes en rokokostil, der hylder de sarte pastelfarver - rokokodamer, intime lysthuse i pastelfarver. Disse erstattes i 1880érne af andre emner og stærkere farver - dyr - både de tamme og de vilde og blomster myldrer frem. Menneskene bliver hverdagsmennesker, mange af dem børn, tit som par. I 90´erne kom sporten, militæret, kongefamilierne og cyklen med i udvalget. Eventyrerne fra 70´erne fortsætter i den firkantede form, og ellers er der ingen begrænsninger i udvalget: Lokomotiver med damp, jernbanevogne fulde af glade børn, tennisspillere, hestebilleder og en del bybilleder med navne. Grunden til det store udvalg er klart nok, at glansbillederne i deres idylliserede form tiltaler barnet og derved bliver samleobjekter, netop for barnet.

Den naivistiske kunst er ikke et glansbillede - alligevel synes der at være visse fællestræk: Det idylliserede, de ofte små formater, detaljerne og de klare farver samt ikke mindst barndommen med dens specielle glæde netop ved disse ting.

Barnet var altså blevet inddraget mere på barnets egne præmissser bl.a. takket være romantikkens syn.

Det var også romantikken, der bl.a. var grundlaget for nyskabelser indenfor malerkunsten. Prærafaelitterne, der dannedes i England og eksisterede som gruppe mellem 1848 og 1853 bestod i sin kerne af malerne William Holman Hunt, John Everett Millais og Dante Gabriel Rosetti.

De gjorde oprør mod den akademiske kunsts indholdsmæssige ligegyldighed og hentede deres inspiration og temaer i middelalderen støttet af digtekunsten bl.a. Keats og den engelske forfatter, socialfilosof og kunstkritiker John Ruskin, som hos prærafaelitterne fandt den naivitet, tro og alvor og den dragning mod middelalderen, som han selv følte og gav udtryk for i bl.a. trebindsværket: "The Stones og Venice" (1851-53). Heri forherliger han gotikken og den gotiske kunstners arbejdsmåde, hvor kunstneren indgår med sin del i værkets helhed, og dermed er med til at give kunstværket liv.

Prærafaelitterne, der var optaget af naturstudier og af en så detaljeret gengivelse som muligt, funderede deres udtryk i en utrolig detaljerigdom og i enkeltdelenes skarptfokuserede gengivelse i en næsten glødende farverigdom grundet i anvendelsen af bl.a. en våd, hvid undermaling. Dette kombineret med den store detaljerigdom kan give mindelser om de middelalderlige mosaikstifters glødende glans. Af andre karakteristika kan nævnes udeladelser af skygger og anvendelse af ofte sære figurstillinger.

Grundlaget for naivismen ses således sikkert bl.a. ved barnets ændrede status og ved opgøret med en etablerede kunst og dennes krav om bl.a. perspektiv og menneskeskikkelsens udformning. Den store farverigdom, udpenslingen af detaljen og udeladelse af skygger er alle træk, der genfindes hos naivisterne senere i århundredet.

Opgøret med den etablerede kunst var også af betydning for "Naivismens fader" Henri Rousseau.

I 1884 dannedes i Paris Salon des Indépendants - et alternativt udstillingsforum -grundlagt af en lang række kunstnere i 1884 som reaktion på den restriktive udvælgelsespolitik i den officielle Salon, der var den etablerede kunsts udstillingssted. Blandt grundlæggerne kan nævnes pointilisterne George Seurat, Paul Signac og Charles Angrand. I de følgende år udstillede her mange af de repræsentanter for den nye kunst, der ikke kunne få deres værker udstillet på anden måde. Eksempelvis kan nævnes Odilon Redon, Vincent van Gogh og i denne sammenhæng især Henri Rousseau (1844-1910) kaldet "Tolderen" efter sin ansættelse i 1871 som lavtstående funktionær ved toldvæsenet i Paris. Rousseaus kendte junglebilleder har uden tvivl herhjemme inspireret en maler som Hans Scherfig, der jo netop er kendt for billeder med tilsvarende motiver.

Danske Naivister.

Edel Bærskog f. 1920, Christianshavn arbejdede i begyndelsen af sin karriere i 1960´erne med den konstruktivistiske abstraktion, hvor hun gengav landskaber og byrum. Senere, nemlig i 1980 érne udvikledes hendes maleri hen imod det mere figurative med fortællende indhold, ofte fra kolonihavemiljøet og i enkle, klare, afgrænsede flader med mindelser om Henry Heerups kunst. Sin inspiration henter hun fra den åndelige verden og fantasien farvet af det hverdagsagtige.

I billedet "Haverne", 1984-92 er kolonihaveforeningen "Vennelyst" skildret i varme, glødende farver, men med tunge uvejrsskyer overnover. Et andet kendt motiv fra "Vennelyst" er et specielt havehus i orientalsk stil med løgkuppel. Dette er skildret af Edel Bærskog i billedet "Minareten", 1974,1995. Her sidder en enlig person i det blåmalede hus og skuer ensomt ud fra husets mørke indre. Bag høje hække og flagstang med vimpel ses månens sommerblege skive, mens blålige skyer befolker aftenhimmelens lyse rum.

Som disse eksempler viser, sker det ofte for Edel Bærskog, at hun arbejder videre på et billede efter flere års pause. I det hele taget er det kendetegnende for hende, at hun sjældent stiller sig tilfreds med sine billeder.

Med assemblagerne (tredimensionelle collager) fremstillet af bl.a. skrot, ilanddrevet træ m.m. er sagen en anden, idet hun ved at omrokere de enkelte elementer lader de herved fremkomne ideer skabe værket. Som eksempel kan her nævnes "Cowboy" u.å. hvor et par stykker ilanddrevet træ danner cowboyens krop og hoved. Ståltrådshamre fra et vækkeur udgør cowboyens ben, mens en gammel stolefjeder udgør den siddende cowboys ene arm og lasso.

Edel Bærskog benytter sig også af symboler. I billedet "Fest i tårnet" u.å. (ill.) vises et hvidt sekskantet tårn, hvor såvel indgangsdør som alle vinduer befolkes af menneskeskikkelser. Andre skikkelser ses på vej til tårnet. Over tårnet flyver sorte fugle. I baggrunden ses vikingeskibe på havet. I dette billede ses tre af de motiver som Edel Bærskog benytter sig af, nemlig de uheldsvarslende sorte fugle, tårnet der står for ensomhed, indespærring i sig selv, og skibet der står for søgningen udefter, for eventyret og for fantasien. Vel er der efter sigende fest i tårnet, men ingen af de i tårnet tilstedeværende mennesker rækker ud i verden, alle er de indespærrede bag vinduesglasset, selv personerne i døren står indenfor i tårnet.

Edel Bærskog er den af de Danske Naivister, der mindst lader sig aflæse umiddelbart. Som den eneste benytter hun oliefarve, og ofte har hun malt på sine billeder så mange gange, at det glødende farvelag kan give mindelser om barndommens fede oliekridt. Hun arbejder i store afgrænsede farveflader, og hendes billeder er ofte opbygget symmetrisk omkring en lodret midterakse. Der er noget kontant over hendes billeder. I billedet "Hjemkomst" u.å. (ill.)er en person anbragt i døråbningen til et tårnlignende hus med våbenskjolde i stedet for vinduer. Bagved ses et stakit - så kraftigt, at der snarere er tale om et fængselsgitter. Over huset ses de tidligere omtalte fugle, denne gang i blåt, og den lilla himmel er befolket med sorte skyer, hvorunder småskibe som propper vugger på de blå bølger. Billedet giver indtryk af noget negativt statisk og en længsel efter friheden.

Tom M. Jensen f. 1924, Christianshavn arbejdede i mange år som reklametegner og debuterede først i 1978.

Han henter sin inspiration i hverdagens fortællinger og skildrer Christianhavnermiljøet, kolonihaven, livet i byen og hjemmet, den jævne dansker, kaffekande- og ølkulturen. Som eksempel kan nævnes "Kolonihavebad" u.å. (ill.), hvor konen i Eva-kostume iført badehætte, stående i vaskebaljen overbruses af den galante ægtemand i undertrøje stående på en stige og betjenende sig af en vandkande.

I "Så er der fest igen" u.å. (ill.)ses en menneskemængde foran kolonihavens hæk, nogle er musikanter, mens andre bare morer sig. I kolonihaven sidder manden overskrævs på husets tag med malerbøtte og pensel, mens Dannebrog vajer på baggrund af hvide lammeskyer på en sommerblå himmel. Træer, hæk og grus er som vanligt gengivet meget detaljeret, og personerne - oftest midaldrende, runde og joviale - er typisk for Tom M. Jensen skildret med et glimt i øjet, lettere karikerede.

Et tredje billede "Julesang i storbyen", 1999 blev samme år anvendt af Verdensnaturfonden til postkort. Tre spillende og syngende mænd iklædte nissehuer står på gaden og samler ind, mens et par ældre mennesker på fortovet går forbi med juleindkøbene. Huset i baggrunden er udstyret med dannebrogsvinduer indrammet af detaljeret gengivet murværk. Den detaljerede gengivelse af mur- og tagsten bringer den franske naivist Louis Vivin (1861 – 1936) i erindring, eksempelvis kan nævnes billedet af Katedralen i Reims (o. 1923) (ill.).

Tom M. Jensens billeder fortæller gerne en glad historie, oftest med et humoristisk indhold. Som et eksempel på en sådan fortælling kan nævnes: "Styrmand Carlsen i land", 1995, der viser de gule huse med de røde træskodder på den anden side af Christianshavns Kanal, som Tom M. Jensen har udsigt til fra sit stuevindue. Huset er som vanligt for Tom M. Jensen gengivet meget minutiøst, og i dette tilfælde, hvor huset er kalket er det i stedet for murstenene, hver enkelt tagsten der er blevet nøje gengivet.

Foran huset ses en styrmand, der modtages af to kvinder, og en tredje er måske på vej over gaden for at slutte sig til selskabet, mens det hele bivånes fra et af vinduerne af en ældre dame.

Ib Meyer f. 1937, Ølstykke sejlede verden rundt som styrmand 1953-63 før den kunstneriske debut i 1984. Han har malt siden ungdommen. I 1960 så han en udstilling i annekset til Den Frie i København med arbejder af den tidligere nævnte naivist Marius Rasmussen, men det endelige gennembrud kom i slutningen af 1970´erne, da han var i Jugoslavien, hvor han så værker af den jugoslaviske, naivistiske Hlebine-skole, hvilket indebar at hans motiver i de første år derefter var jugoslavisk inspirerede, og først senere kom de danske landskaber til.

Hans billedverden er en kombination af barndommen i Odense og nutiden, og så selvfølgelig de oplevelser han har haft på sine rejser, og de ting han har set dér. Han har flere gange som motiv valgt bådene på Odense å og har ellers skildret skibsfart, sømænd, byprospekter, her kan nævnes København, Paris, Rom og Lissabon og dyremotiver fra såvel Afrika som arktiske egne. Som forgængere indenfor det naive,maritime maleri kan bl.a. nævnes den belgiske flodskipper Jan Devalck (1885-1960) og den i svensk/belgiske matros Gustaf Fritz Evald Linderoth (1898-1962).

Ib Meyers junglebilleder er inspireret af Rousseau og Scherfig, men også hans egne safarirejser har dannet grundlag for inspirationen. Ib Meyer blev interesseret i dyremaleri gennem en udsendelsesrække om naivismen på TV. Her så han værker af den italienske maler Antonio Ligabue (1899-1965).

Som et eksempel på dyremaleriet kan nævnes "Dyr ved vandhullet", 1998 (ill.), hvor giraffer og elefanter på den afrikanske savanne betragter lyserøde flamingoer, der søger deres føde i en sø, mens en liggende løve i billedets forgrund ser ud på beskueren. I horisonten ses de blånende bjerge. Billedet er typisk for Ib Meyers, om man vil, lidt spidse malestil.

I "Landlov", 1995 (ill.)ses et eksempel på Ib Meyers oplevelser som styrmand. På en sydhavsø ses under palmerne 3 mørklødede, dansende kvinder iført bastskørt og om hovedet blomsterkrans. I forgrunden sidder to vinkende matroser. På havet ses et sejlskib og et dampskib, og i forgrunden ses noget af et fragtskib. At der er tale om et fragtskib er underfundigt skildret ved, at skibet er gennemskåret så man kan se ind i lastrummene og se de varer, der ligger dér. Samme fremgangsmåde er anvendt ved gengivelsen af havet, hvor man ser såvel en svømmende person som en fisk synliggjort ved at de er malt ovenpå havets blå. Her ses ikke kun den fra børnetegninger kendte gengivelse af personer og farver, men også eksempler på børnetegningers logik, hvad angår synlige og usynlige ting.

Ib Meyer maler også religiøse motiver. Et eksempel herpå er "Sidste dag i haven" u.å. I et overvejende tropisk bjerglandskab ses allehånde dyr fra troperne bl.a. leopard, tiger, giraf, zebra, flamingo, løve, tukan og midt i det hele ses fra den hjemlige fauna ænder og høns. I mellemgrunden ses Eva, der rækker Adam "den forbudne frugt" fra et træ, der er opstammet i form som en syvarmet lysestage. Af andre naivister, der maler religiøse temaer kan især nævnes tyskeren Adalbert Trillhaase ( 1859-1936).

Inspireret dels af rejser i Bulgarien og dels af det svenske Dalmaleri er Ib Meyer begyndt at fremstille husaltre i form af små altertavler med to fløje (Triptychon) og påmalede religiøse motiver.

Anton Juul Pedersen (1926-97), Stenstrup på Fyn var udlært bygningsmaler og malte samtidig med sine naivistiske billeder nonfigurative billeder. Til brug for sine naivistiske malerier anvendte han tegnede skitser, der sammenkomponeredes til en større helhed. Hans motivverden drejede sig om det landsbymiljø, han selv var opvokset i, og de landsbyer han skildrede var som altid fantasilandsbyer. Han var en stor fugleelsker, og han malte mange billeder med solsorte. En andet motiv, der gik igen i hans produktion var de såkaldte "Fynske portrætter", hvor de enkelte portrætter er sat ind i en kasse med mange forskellige rum, så de enkelte portrætter opnår maskekarakter.

Anton Juul Pedersen har lavet forside til "Mulernes Legatskoles Årsberetning", 1988/89. Og til Fyns Amtsavis 125 års dag i 1988 skabte han avisens for- og bagside, der udfoldet viser det for ham så typiske landsbymiljø med bindingsværkshus, vindmølle med "løghat", elmast, solsort, blomstrende grøftekanter og mange mennesker. Der er en moder med barnevogn, en mand med hund, og i dagens anledning vajer dannebrog fra de enkelte parceller, selv avisbudet har flag på cykelen, og flere personer ses med avisen, ligesom avisens varebil er gengivet. I baggrunden bølger de fynske bakker, i det hele taget er der et vældigt leben.

Mange mennesker ses også på billederne "Den lyse by", 1976 (ill.) og "Marked", 1982 (ill.), der er bygget op på samme måde, nemlig med anvendelse af fugleperspektiv, hvor der fra forgrunden og bagud i billedet er placeret mange menneskeskikkelser.

I "Den lyse by" er alle husene hvidmalede, selv hesten foran den hvide mælkevogn er hvid, og den hvide farve sættes i relief af hustagenes og asfaltens mørke grå og personernes mørke dragter. I "Marked" er det derimod de kulørte lampers farveskala, der er fundet frem.

En blond kvinde helt fremme i billedets forkant bærer en gul hat, der korresponderer med et gult cirkustelt i midten af billedet, ja selv faconen på hatten nærmer sig teltets. Den røde farve ses ved billedets forkant, dels som Dannebrog, dels som kjole og genfindes bagude i billedet i telte og flere flag. Det samme gælder den blå, der har fundet anvendelse på dragter og telte, mens den grønne danner mellemgrund og baggrund som græs og bevoksning. Billedets farveskala, der er hentet fra den mørkere side af paletten, oplyses ganske af det gule cirkustelt, der som en stor gul måne er faldet ned i billedets midte, og træernes spredte blade giver med deres pailletagtige udseende sammen med fordelingen af farverne på lærredet netop den mystik, den drømmeverden, der kendes fra tivoli og cirkus.

I det hele taget er Anton Juul Pedersen, den af gruppen, hvis billeder fremstår mørkest, hvilket også er tilfældet i "En gammel gård", 1980 (ill.), der har noget Jens Søndergaardsk over sig, dog med en poetisk opblødning ved hjælp af blomstrende frugttræer.

Walther Schaldemose f. 1932, Amager er uddannet stempelgravør, hvilket ses i hans valg af meget små billedformater og anvendelse af lup, når de små detaljer skal gengives med en pensel med kun et eller meget få hår. Han lader typisk de gamle rammer, som han finder rundt om hos marskandisere, bestemme formatet. Som malergrund anvender han masonit, som han maler sort. Han lader så den sorte stå uberørt, hvor sort kræves i kompositionen, eller den kigger frem mellem farverne og bibringer maleriet sin helt egen tone.

Men han skaber også malerier med reliefvirkning, hvor han ved hjælp af en støbemasse, oftest lim, fremstiller figurer som han bemaler og limer ind i sine billeder.

Walther Schaldemose blev påvirket af naivismen, da han på Københavns Bymuseum i 1970´rne så en udstilling arrangeret af TV-manden Flemming Madsen med værker af den tidligere nævnte John Christensen kaldet "Barbermaleren" p.g.a. sin profession.

Walther Schaldemoses motivverden er koncentreret om cirkus, kolonihave, "kunstner og model", samt erotik.

Han har til brug for opbygningen af sine billeder, der er ren fantasi og udtrykker livsglæde grundet bl.a. i oplevelser fra barndommen, hvor han f.eks. fra sit vindue kunne se en markedsplads, et "lager" af forskellige elementer, han kan trække på, og som går igen i flere billeder, selv om han hver gang prøver at skabe noget nyt.

Som eksempel på hans tema "kunster og model" kan nævnes "Kunstner og model" u.å. (ill.), hvor modellen iført bredskygget hat, åbentstående lang frakke og intet andet slænger sig på en divan foran et åbentstående vindue, og maleren siddende på en taburet gengiver motivet, mens hunden kigger på. Der er gjort nøje rede for årerne i gulvets brædder og mønstrene på f.eks. betræk og gulvtæpper. Det dekorative spiller gennemgående en stor rolle i Walther Schaldemoses billeder. Taburet, bord med blomstervase og malerier på væg, der også indgår i billedet, kendes fra andre af hans værker, det samme gælder den liggende model, som har sine forbilleder hos bl.a. Henri Rousseau i "Yadwighas drøm", 1910 (ill.) og måske tydeligere hos ligeledes franske Dominique Paul Peyronnet (1872-1943) i "Liggende kvinde", 1927 (ill.), hvor også flere af de ovenfor nævnte elementer indgår, således det erotiske, det dekorative i tapetets mønster og gulvets årer, hund, bord, stol og maleri på væg.

Et andet billede "Fjordens dag", 1999 (ill.) viser i fugleperspektiv en anden del af Walther Schaldemoses virke, hvor det meget detaljerede er i højsædet. Fra forgrunden snor en dannebrogssmykket grusvej, hvorpå ses en hestevogn, sig ind i billedet og forsvinder langs med en havbugt ud i horisonten. På sin vej passerer den børn, der leger med drager, en pige i en høstak, kolonihaver, gynger, telte med mange mennesker, et spillende orkester og på bugtens blå med hvide bølgetoppe ses forskellige bådtyper. Øverst dekorerer en mængde hvide lammeskyer den sommerblå himmel, og som vanligt hos Walther Schaldemose er dette stykke "dansk sommer" skildret med lysende, klare farver.

Ruth Schmidt f. 1926, Århus, uddannet som skuespiller skabte i begyndelsen af 1970´erne billedtæpper og kludedukker, der viste hendes evne for en humoristisk, varm menneskeskildring. I løbet af 1980´erne førte billedtæpperne hende over i det naivistiske maleri, og samtidig begyndte hun også at lave små, bemalede skulpturer. Hun bruger øjnene meget og henter sine temaer i nutiden til brug for at opbygge sin egen verden, som er en harmonisk glad verden uden iblandet nostalgi. En verden der viser glæden ved livet.

De temaer hun stadig kredser om er typisk steder, hvor der er mange mennesker, således byer, Tour de France etc. Hun betragter husene i sine billeder som kulisser for menneskene, og rent kompositorisk bytter hun om på husene, så helhedsindtrykket gengiver en bestemt stemning. Hun maler gerne dramatiske himle, og hun elsker skyer og regnvejr, der får lysene til at spejle sig i asfalten og ikke mindst elsker hun blæsten, der får tøjet til at blæse op. Meget af sin inspiration får hun fra Paris, og mange af hendes billeder kredser i deres tema da også om denne storby. Hun har også interesse i at fortælle historier om mennesker, om bryllupper, om gamle tanter.

Som et eksempel både på et Pariserbillede og et uvejrsbillede kan nævnes "Drilagtigt blæsevejr", 1998 (ill.). Her ses detaljeret gengivet et parisisk stærkt trafikeret vejkryds, hvor regnen og især blæsten er stærkt rådende og sætter sit præg på især fodgængernes færden, hvor overtøjet rigtigt får lov til at blæse op. En moder med barnevogn må foroverbøjet og med håret stående ret bagud kæmpe sig op imod blæsten. En dame med paraply er blæst om på fortovet, og en lille "rødhætte" i rødt regnslag og med rød paraply må lade sig føre frem af blæsten, mens hun som de andre trafikanter spejles i asfalten eller i de våde fliser. Alt i alt er der et vældigt leben. I billedets forgrund ses en typisk parisisk kioskbygning, i mellemgrunden vejene og bagest afgrænser de forskelligt farvede fleretagers ejendomme billedrummet. Himmelen er dækket af mørke, jagende regnskyer, men tiltrods herfor fremstår bybilledet farvemæssigt som lyst og venligt – et eksempel på en verden Ruth Schmidt selv har skabt.

Bybilleder er ikke noget særsyn indenfor den naivistiske malerkunsts udøvere, fra udlandet kan i flæng nævnes franske Jean Fous (1901-70), tyske Eduard Odenthal ( f. 1929) og fra Tjekkoslovakiet Antonin Rehak (1902-70).

Som et eksempel på et billede og en ikke helt almindelig genre, der viser Ruth Schmidts interesse for mennesket og dets gøren og laden, kan nævnes den humoristiske "Lasternes sum er konstant", 1988 (ill.). Her ses som en tegneserie fire stadier i en kvindes liv vist ved fire brystbilleder af den samme person. På første billede ses en slank, pageklippet, smilende, bebrillet kvinde med englevinger og bærende en antirøgmærkat på kjolen. Bagved ses en kalender visende 1. januar 1988. På næste billede er datoen rykket frem til 1. februar, og det ses, at kvinden har taget på i vægt. På det tredje billede er datoen rykket frem til 1. oktober og nu er flæsket for alvor begyndt at være synligt især i kvindens ansigt, for endelig den 1. januar 1989 at være altdominerende. Frisuren er hele tiden den samme, men på grund af personens fysiske tilvækst synes hårmængden vigende, øjnene bag brilleglassene er blevet små og stikkende, og smilet er stivnet i en altid åben mund. Samtidig er hele personen vokset så meget, at antirøgmærkaten er blevet ganske lille, og det samme ser ud til at være tilfældet med englevingerne. En ganske rammende kommentar til den påtagede "hellighed" og dermed manglende livsglæde.

Bybilleder indenfor naivismen er ikke noget særsyn. Imidlertid ses der hos Carla Thonsgaard et andet aspekt, idet hun som den samfundspolitiske, kritiske person hun også er løfter pegefingeren, når elementer i bybilledet, som hun gengiver historisk, men ikke topografisk korrekt er blevet f.eks. bortsaneret, eller når der er andre ting hun er utilfreds med som f.eks. mange biler på stranden ved Vesterhavet og Dannebrog, der er i mindretal overfor det tyske flag. Så indsættes af nostalgiske grunde det forgangne som eksempelvis i et billede over København med den længst hedengangne Ålborgfærge, hvilket skal ses som et resultat af, at hun næsten hele sin skoletid boede i København, eller hun skildrer en strand fyldt med biler, og med den ulige konkurrence mellem de to flag, netop som en kommentar til nutiden.

Hun er meget historisk interesseret og forsøger i sine byprospekter,at gengive så mange genkendelige elementer som muligt, dog som før nævnt ikke topografisk korrekt, hvilket heller ikke er muligt, hvis beskueren skal kunne genkende de enkelte bygningsværker i en by. I billedet "Randers", 2000 (ill.), der skildrer byen set fra syd kan som et eksempel af flere nævnes Niels Ebbesens Gård, der vises forfra, hvilket er en fysisk umulighed.

I billedet "Højbro Plads, København", 1990 (ill.) ses pladsen fra vandsiden med omkransende boligblokke. I billedets baggrund ses andre boligblokke og bagest Københavns kendte tårne, alt i lyse, klare farver. Byen er befolket af mennesker, der er gengivet i overnaturlig størrelse, hvorved beskueren får indtryk af en legetøjsby - barndommen er tilbage.

Carla Thonsgaard kan også være aktuel på anden vis. Som eksempel kan nævnes "Bryllup", u.å. Billedet viser utvivlsomt Prins Joakim og Prinsesse Alexandra, der danser brudevals omgivet af klappende personer i galla og lange rober. På balkonen ses Livgardens Musikkorps, der musicerer. Her ses ingen løftet pegefinger eller nogen kritisk anskuelse, men ren glæde over en aktuel, lykkelig dansk begivenhed, der giver mulighed for at skildre de fine damers diademer og farverige kjoler og ikke mindst brudekjolen.

Slutning.

Med udgangspunkt i oprøret mod den etablerede kunst i sidste halvdel af 1800-tallet opstod blandt andre kunstretninger også naivismen. Som det fremgår af ovenstående har det enkelte medlem af gruppen Danske Naivister hver sin indgangsvinkel til kunsten, dog er nostalgien og idyllen gældende for den overvejende del af gruppens medlemmer, mens andre benytter sig af andre aspekter. Men formsproget - det lidt barnlige, primitive - og fantasien er gældende for alle i gruppen.

Med naivismen som ramme opbygger det enkelte medlem af gruppen sit eget univers, der indrettes med mennesker, bybilleder, dyr eller ting, der i den rette sammensætning korresponderer med et billede, en oplevelse eller en stemning, som den enkelte bærer med sig i erindringen, og som herved bidrager til at give i første omgang kunstneren og senere beskueren en glæde, hvis karakter måske var glemt.

Men ved at anvende barndommens billedsprog anslås der strenge i erindringen, der måske var troet gået i glemmebogen, strenge hvis klange netop forårsager de svingninger, der bringer den oprindelige glædesfyldte atmosfære tilbage.