Carla Thonsgaard f. 1922, Ålborg opfatter sig selv om
en fortællende kunstner.
Hun henter sin inspiration ved rejser til bl.a. Thy.
Carla Thonsgaard begyndte at male i 1972 og cirkus var det foretrukne
motiv, idet cirkus har med selve livet at gøre. Hun udstillede på
Ålborg Bibliotek, hvor Lars Rostrup Bøyesen så udstillingen og
inviterede hende til at udstille på Nordjyllands Kunstmuseum i
udstillingen Nordiske Naivister, 1974. Hun har senere kastet sig over
andre emner - tog, der kører, ses som et symbol på evigheden, hun vil
have at tingene fortsætter. Hun har bl.a. dekoreret chokoladeæsker,
lavet bogomslag, plakater og gavludsmykning. Og så har hun malt
byprospekter.
Bybilleder indenfor
naivismen er ikke noget særsyn. Imidlertid ses der hos Carla Thonsgaard et
andet aspekt, idet hun som den samfundspolitiske, kritiske person hun
også er løfter pegefingeren, når elementer i bybilledet, som hun
gengiver historisk, men ikke topografisk korrekt er blevet f.eks.
bortsaneret, eller når der er andre ting hun er utilfreds med som
f.eks. mange biler på stranden ved Vesterhavet og Dannebrog, der er i
mindretal overfor det tyske flag. Så indsættes af nostalgiske grunde
det forgangne som eksempelvis i et billede over København med den
længst hedengangne Ålborgfærge, hvilket skal ses som et resultat af,
at hun næsten hele sin skoletid boede i København, eller hun skildrer
en strand fyldt med biler, og med den ulige konkurrence mellem de to
flag, netop som en kommentar til nutiden.
|

Havfruer og Nyhavn 80x100 cm.
Købt af Komiteen for Sundhedsoplysning
|
Hun er meget historisk interesseret og forsøger i
sine byprospekter,at gengive så mange genkendelige elementer som
muligt, dog som før nævnt ikke topografisk korrekt, hvilket heller
ikke er muligt, hvis beskueren skal kunne genkende de enkelte
bygningsværker i en by. I billedet "Randers", 2000 (ill.),
der skildrer byen set fra syd kan som et eksempel af flere nævnes Niels
Ebbesens Gård, der vises forfra, hvilket er en fysisk umulighed.
I billedet "Højbro Plads, København", 1990
(ill.) ses pladsen fra vandsiden med omkransende boligblokke. I
billedets baggrund ses andre boligblokke og bagest Københavns kendte
tårne, alt i lyse, klare farver. Byen er befolket af mennesker, der er
gengivet i overnaturlig størrelse, hvorved beskueren får indtryk af en
legetøjsby - barndommen er tilbage.
Carla Thonsgaard kan også være aktuel på anden vis.
Som eksempel kan nævnes "Bryllup", u.å. Billedet viser
utvivlsomt Prins Joakim og Prinsesse Alexandra, der danser brudevals
omgivet af klappende personer i galla og lange rober. På balkonen ses
Livgardens Musikkorps, der musicerer. Her ses ingen løftet pegefinger
eller nogen kritisk anskuelse, men ren glæde over en aktuel, lykkelig
dansk begivenhed, der giver mulighed for at skildre de fine damers
diademer og farverige kjoler og ikke mindst brudekjolen.