|
|
|
Karsten
Ohrt, skriver januar 1982 om
|
Carla Thonsgaard
ALBORG . Født 1922
Uddannelse: Autodidakt.
|

|
Repræsenteret: Nordjyllands Kunstmuseum Esbjerg
Kunstpavillion.
Kunstneren Carla Thonsgaards billedverden har sine rødder i
det erindrede. Men malerierne er ikke nostalgiske drømmerier -
de har relationer til nutiden, idet de ofte i udvælgelsen af
motivet er kommentarer til den forandrede verden af idag. Hendes
skildringer af by og land er fyldt med varme, humor, ironi,
frodighed og poesi.
De mindre billeder er ofte enkelterindringer -
bedsteforældrenes hjem, en familieudflugt, et
restaurationsbesøg og lignende.
I de større billeder sammenkobles mange forskellige
iagttagelser og erindringer i samme omgivelser og under høj
horisont - disse malerier har ingen begyndelse og ingen ende, de
kan i motivet minde om de Brueghel'ske "barnelege". Og
netop legen synes at være kodeordet i Carla Thonsgaards
billedverden. Både den alvorlige leg og den muntre. Hendes
billedsprog har barnets umiddelbare og detaljerige udtryksmåde,
dog omformet af en moden kunstner. Og i hendes malerier dukker
legen op i ordets bredeste betydning: Sportsudfoldelser i
Ålborg, faldskærmsudspring, konditorbesøg (!), dans, cirkus,
spadseretur i Frederiksberg Have, livet på badestranden,
hubertusjagt osv.
Carla Thonsgaard skildrer både i form og indhold det legende
menneske - homo ludens.
|
|
Artiklen herunder
blev bragt i Horsens Folkeblad, lørdag 25. Oktober 1997
Tekst: Chr. Rimestad
75-årig naivist har lavet maleri til mappe
for Horsens Kommune
Her er Vor Frelsers kirke. Her nede i hjørnet er
Klosterkirken. Og oppe i det modsatte hjørne har jeg malet de
gule bindingsværk-bygninger på Smedetorvet, som jeg synes er
så karakteristiske for Horsens. Og så er Jørgensens Hotel
med, for det var dér, min far blev udlært, som tjener.
Carla Thonsgaard peger rundt på sit lille maleri af Horsens. Et
maleri, mange af byens borgere i den nærineste fremtid skal
stifte bekendtskab med.
Det glade billede er nemlig sat på forsiden af en mappe, der
skal bruges til at sende service-deklarationer ud til brugerne
af hjemmehjælpen. Deklarationerne fortæller, hvad
hjemmehjælpen kan tilbyde, og hvad brugerne kan forvente.
Sådan et stykke officielt kommunalt papir kan nok have brug for
et varmt og positivt omslag. Og det er netop dét, Carla
Thonsgaard har sørget for med sit maleri.
Med på ideen
Anders Severinsen, leder af plejehjemmet Præsthøjgården og
af Sundhedscenter Syd, er manden bag det kulørte projekt.
Han kender i forvejen Carla Thonsgaard fra fire malerier,
Præsthøjgården gennem de sidste år har købt af hende.
Malerier, som både beboere og personale på plejehjemmet er
meget glade for.
- Jeg snakkede med de andre centerledere, som var helt med på
ideen. Det samme var Carla Thonsgaard. Der gik ikke mange dage,
før vi havde maleriet, fortæller Anders Severinsen.
Nu skal det være med til at sende nogle positive signaler om
hjemmehjælpen. Symboliseret ikke kun ved de kulørte rækker af
huse, men også ved hjemmehjælperen, som nederst i billedet
kommer cyklende med blomster i cykelkurven - på vej til en
ældre kvinde, som helt klart er glad for at se hende.
Lukket land
Kvinden kunne være Carla Thonsgaard. Hun fyldte for kort tid
siden 75 år og får assistance - ikke fra hjemmehjælpen, men
hjemmeservice i Aalborg, som har været hende base de sidste 52
år.
Horsens har Carla Thonsgaard aldrig boet i, men hun har som sagt
forbindelser til byen via sin far og hans familie. En far, som
havde en uro i blodet, der betød, at familien flyttede meget
omkring. Datteren nåede at gå i 14 skoler.
Hun afslørede tidligt et talent for at tegne, og hendes planer
gik da også mod Kunstakademiet i København. Men da hun nåede
alderen til det, var akademiet lukket på grund af krigen. Og
så blev hun gift og slog rod i Aalborg.
Mange år senere, da Carla Thonsgaard. havde passeret de 50 år,
og bornene var flyttet hjemmefra, sagde hendes datter en dag:
»Jeg synes, du skal finde noget af det frem, jeg ved, du er god
til. «
Så Carla Thonsgaard meldte sig til et tegnekursus.
- Men jeg blev nu lidt skræmt af det med lige streger og
perspektiv, smiler hun.
Den rigtige vej fremad fandt hun, da datteren forærede hende et
sæt oliefarver. I december 1971 var det første maleri - et
cirkusbillede - sat på lærred.
. Kun to år efter begyndte anerkendelsen at komme. Carla
Thonsgaard fik et par billeder med på den censurerede
Kunstnernes Efterårsudstilling i København.
- Det var en helt særegen fornemmelse at gå op ad den gamle
marmortrappe til Charlottenborg, hvor udstillingen fandt sted.
For det var dér, Kunstakademiet holdt til under krigen, og hvor
jeg havde mødt en lukket dør.
Forkælet
I dag har Carla Thonsgaard en solid plads blandt de hjemlige
naivistiske malere.
- I virkeligheden har jeg nok været forkælet som maler, siger
hun. Jeg har haft mange opgaver, og jeg har aldrig rigtigt fået
øretæver.
På sin vis er det værste næsten, at der er så stor interesse
for Carla Thonsgaards billeder. For hun kan ikke li' at sælge
for meget.
- Der ligger jo mange tanker bag hvert billede. Det er mit liv
og min sjæl,
som er fældet ned på lærredet, siger hun.
Derfor er det også rart med de bundne opgaver. Som f.eks.
maleriet til hjemmehjælpen i Horsens. For med de bundne opgaver
er der ingen tvivl om betingelserne: At billedet skal ud af
huset og bruges i en bestemt sammenhæng.
Kærligheds-erklæring
Samtidig giver det Carla Thonsgaard muligheden for at male
med udgangspunkt i bestemte byer. At bruge byernes topografi.
For det har altid optaget hende.
Det kan også opleves på et andet af de malerier,
Præsthøjgården har. På sin vis er det en større udgave af
motivet, der nu skal ud med budskabet om hjemmehjælpen.
På lærredet breder Horsens og omegn sig ud. Vær kirke og Ejer
Bavnehøj trækker baggrunden op. Og kigger man på selve byen,
finder man bygninger som det gamle rådhus, Helins Apotek,
Jørgensens Hotel, Bygholm, Vor Frelsers kirke, Klosterkirken og
fængslet.
Billedet er en glad kærligheds-erklaering til byen Horsens, som
altid har haft en stor plads i Carla Thonsgaards hjerte.
|
|
Carla
Thonsgaard skriver om sig selv
Lykken er at male. En dag har ikke været en
god dag, hvis ikke jeg har malet. jeg maler helst fra
morgenstunden, og det sker, at jeg glemmer tiden, så klokken
bliver heriad aften. Men der er dage, hvor det slet ikke vil
lykkes for mig. Vejrligt grå triste dage, hvor lyset ikke er
godt. Dage der kan bringe mig til fortvivlelse, så stormer jeg
ud til havet eller til skoven og bare går og går - langt væk
i de dejlige landskaber. Sjovt nok passer det mig bedst, når
jeg færdes ude, med de dæmpede farver. Bløde douche farver
som før et tordenvejr, men i mit atelier skal solen helst
skinne - også i mine billeder. Måske er det godt med disse
afbrydelser af vejret og med lyset og af andre aktiviteter.
Der går godt med musik til, helst Beethoven,
stor kraftfuld musik, med hele besætningen på, men jeg bliver
blød indeni, når Glenn Miller spiller eller Leo Mathisen.
Radioen i det hele taget er dejlig med foredrag og diskussioner
- vejrudsigten med stormvarsel over Hebriderne og skyfrit ved
Akureyri - landbrugsmagasinet - ingen burhøns og sprøjtede
grønsager. Politik, ja det går også ind, bare jeg kunne male
et billede imod vold og krig, men det er nok ikke mig. Jeg må
male mine glade billeder og håbe, det kan være med til at
glæde nogen. Det er da også en mission.
jeg elsker tog - at rejse med tog, og når jeg kommer hjem,
rejser jeg videre i tankerne foran mit staffeli, rejser til alle
mine barndomsbyer. Tænker på de mennesker, der engang var, de
huse og bygninger der engang stod - planter penslen på
lærredet og anbringer huse og bygninger, hvor det passer mig -
for balancens skyld - for farvens skyld. Det gør ikke noget, at
det ikke er topografisk nøjagtigt. jeg ved jo, hvordan der
virkelig er - så jeg tillader mig at kaste det bort, der ikke
er væsentligt for mig lige i det øjeblik, jeg står og maler.
Det langt borte kan godt være stort, det foran småt, hvis det
passer mig. Perspektivet er underordnet, sådan da, når jeg
står og maler. Tiden er også underordnet, begivenheder fra
før og fra lige nu kommer måske med på billedet.
Når jeg efter en lang arbejdsdag renser penslerne, er jeg
lykkelig og træt, og hvis jeg da erkender, at det da vist
lykkedes, det jeg fik med på maleriet den dag.
At male kan godt være et hårdt arbejde, et ensomt job og
selvafslørende. Et job der kræver styrke, til tider lige så
krævende som et hårdt fysisk heldagsjob.
Jeg begyndte at male i en sen alder, malede det første billede
i 1971, og debuterede i 1973 på Kunstnernes
Efterårsudstilling, senere på Charlottenborg. Siden da er det
gået godt med bl.a. udstilling på Nordjyllands Kunstmuseum
1974 og senere samme sted Separatudstilling i 1981. Jeg er
repræsenteret på Nordjyllands Kunstmuseum og Esbjerg
Kunstpavillon. Der har været dejlige opgaver gennem de
forløbne år, bl.a. udsmykning af lyntog for DSB.
|
|
Renal.
Skriver i Aalborg stiftstidende 26. Juni 74 under
overskriften:
Folkesang for palet og pensel
Hvis De en dag er rigtig vranten
og vrissen, i smug sparker til hunden og har mest lyst til at
vride halsen om på hele verden 90 grader rundt, så har jeg et
prima råd til Dem:
Gå ind på hovedbibliotekets avislæsesal i Niels Ebbesensgade
i Aalborg og kik på aalborgmaleren Carla Thonsgaards billeder.
De hænger der til den 19. Juli og lyser op med deres syngende
muntre farver og humørfyldte skildringer af folket i fest og
glæde.
Det er folkesang udsat for palet og pensel, hun præsterer, og
hun synger den ud lige så frejdig og ligefremt som nogen
slikmutter. Hun fortæller om cirkus i by og om dans og estraden
og i sommercafeen, hvor et par vaskeægte admiraler giver den
avet om med damer, ordener og hele stadsen på omgivet af brave
borgere med og uden ridderkors i søndagsjakkens revers.
Hun beretter om
ringridning, og om folketaleren i parken med tre dannebrogsflag,
der står vandret ud i den blå luft som kontant illustration af
digterens ord om at sådan nogen er smukkest i modvind. Hun
lader turistbåde futte gennem Christianshavns kanaler og kikker
ind i teatret, hvor gyldentkronede hoveder fylder logerne og
gulvet er tæt pakket med godtfolk i festskrud.Der er gods i den
pige. Hver gang man ser hende, er hun kommet en tak videre.
Farven bliver fyldigere og blødere og de mange figurer stadig
mere karakterfulde.
Kunstnerisk er hun i slægt med Jens Søndergaard
og dyrehavsbakkemaleren Jens Sørensen, men hun arbejder helt
på egne betingelser, så om det er for også rent geografisk at
markere slægtskabet med den førstnævnte, at hun på et
billede med en nedslået jernbanebom har navngivet stedet som
Hurup (som Søndergaards egentlige hjemsted), skal være usagt.
Under alle opmstændigheder
klarer hun sig udmærket i kraft af sig selv. Hun vokser ganske
stille og støt med den opgave hun tilsyneladende har sat sig:
Med pensel. Palet og farver at fastholde det folkelivsbillede,
som en effektiv nutid har kvalt eller i bedste fald ladet leve
videre som et rudiment af fortidens fællesskab.
Hun er lige til at blive i godt humør over.
|
UMIDDELBART OG NAIVSTISK
|

|
Anker Jørgensen, København, pensioneret
statsminister, 76 år:
- Kunst har altid interesseret mig - og
gør det stadig ... ligesom historie og filosofi gør det.
- Jeg har mange dejlige malerier, men har
valgt et knagende godt af Carla Thonsgaard. Det har noget
umiddelbart over sig, og det synes jeg, kunst skal have. Det
er et naivistisk billede af København, hvor husene er nærmest
stablet oven på hinanden.
- Dér er Nyhavn, dér er sømænd med bølger i håret, og
Amalienborg og se - der er Marmorkirken ... Jo...det er der
alt sammen. Jeg købte det på en udstilling til fordel for et eller andet
internationalt projekt. Derfor kostede maleriet det dobbelte af,
hvad det burde have kostet. Men jeg har da lært, at man ikke
prutter om kunst.
|
| |
|