.


 

Ruth Schmidt

Borggade 14, 3. th, 

Atelier
 Jægergårdsgade 21, 
DK-8000 Arhus C

 

Ruth Schmidt f. 1926, Århus, uddannet som skuespiller skabte i begyndelsen af 1970´erne billedtæpper og kludedukker, der viste hendes evne for en humoristisk, varm menneskeskildring. I løbet af 1980´erne førte billedtæpperne hende over i det naivistiske maleri, og samtidig begyndte hun også at lave små, bemalede skulpturer. Hun bruger øjnene meget og henter sine temaer i nutiden til brug for at opbygge sin egen verden, som er en harmonisk glad verden uden iblandet nostalgi. En verden der viser glæden ved livet.

De temaer hun stadig kredser om er typisk steder, hvor der er mange mennesker, således byer, Tour de France etc. Hun betragter husene i sine billeder som kulisser for menneskene, og rent kompositorisk bytter hun om på husene, så helhedsindtrykket gengiver en bestemt stemning. Hun maler gerne dramatiske himle, og hun elsker skyer og regnvejr, der får lysene til at spejle sig i asfalten og ikke mindst elsker hun blæsten, der får tøjet til at blæse op. Meget af sin inspiration får hun fra Paris, og mange af hendes billeder kredser i deres tema da også om denne storby. Hun har også interesse i at fortælle historier om mennesker, om bryllupper, om gamle tanter.

Som et eksempel både på et Pariserbillede og et uvejrsbillede kan nævnes "Drilagtigt blæsevejr", 1998 (ill.). Her ses detaljeret gengivet et parisisk stærkt trafikeret vejkryds, hvor regnen og især blæsten er stærkt rådende og sætter sit præg på især fodgængernes færden, hvor overtøjet rigtigt får lov til at blæse op. En moder med barnevogn må foroverbøjet og med håret stående ret bagud kæmpe sig op imod blæsten. En dame med paraply er blæst om på fortovet, og en lille "rødhætte" i rødt regnslag og med rød paraply må lade sig føre frem af blæsten, mens hun som de andre trafikanter spejles i asfalten eller i de våde fliser. Alt i alt er der et vældigt leben. I billedets forgrund ses en typisk parisisk kioskbygning, i mellemgrunden vejene og bagest afgrænser de forskelligt farvede fleretagers ejendomme billedrummet. Himmelen er dækket af mørke, jagende regnskyer, men tiltrods herfor fremstår bybilledet farvemæssigt som lyst og venligt – et eksempel på en verden Ruth Schmidt selv har skabt.

Bybilleder er ikke noget særsyn indenfor den naivistiske malerkunsts udøvere, fra udlandet kan i flæng nævnes franske Jean Fous (1901-70), tyske Eduard Odenthal ( f. 1929) og fra Tjekkoslovakiet Antonin Rehak (1902-70).


Historie uden ord 1988

Historie uden ord 1988

Som et eksempel på et billede og en ikke helt almindelig genre, der viser Ruth Schmidts interesse for mennesket og dets gøren og laden, kan nævnes den humoristiske "Lasternes sum er konstant", 1988 (ill.). Her ses som en tegneserie fire stadier i en kvindes liv vist ved fire brystbilleder af den samme person. På første billede ses en slank, pageklippet, smilende, bebrillet kvinde med englevinger og bærende en antirøgmærkat på kjolen. Bagved ses en kalender visende 1. januar 1988. På næste billede er datoen rykket frem til 1. februar, og det ses, at kvinden har taget på i vægt. På det tredje billede er datoen rykket frem til 1. oktober og nu er flæsket for alvor begyndt at være synligt især i kvindens ansigt, for endelig den 1. januar 1989 at være altdominerende. Frisuren er hele tiden den samme, men på grund af personens fysiske tilvækst synes hårmængden vigende, øjnene bag brilleglassene er blevet små og stikkende, og smilet er stivnet i en altid åben mund. Samtidig er hele personen vokset så meget, at antirøgmærkaten er blevet ganske lille, og det samme ser ud til at være tilfældet med englevingerne. En ganske rammende kommentar til den påtagede "hellighed" og dermed manglende livsglæde.

 

TIL ØVERST PÅ SIDEN                       TILBAGE TIL INDGANGSSIDE