Den fornemme Stefan Tkác-Pris tildelt danske naivister

Edel Bærskog, Tom M.Jensen, Ib Meyer, Anton juul Pedersen Walther Schaldemose, Ruth Schmidt og Carla Thonsgaard blev hædret med Stefan Táck-Prisen i august 1994 ved den internationale naivistudstilling »Insita 94« i Bratislava.

Syv danske naivister deltog i den internationale udstilling »Insita 94«, der foregik i Slovakiets hovedstad Bratislava, fra august til oktober sidste år.Tre af udstillerne, Edel Bærskog, Tom M. Jensen og Walther Schaldemose, var rejst ned til åbningshøjtideligheden, og de fik sig en mægtig overraskelse, da de opdagede, at de havde fået den fornemme Stefan Tkác-Pris som en af de tre bedste nationer blandt de 22 deltagende lande. Det var også en bekræftelse på, at dansk naivistisk kunst befinder sig på et højt stade. Vi har bedt maleren Tom M. Jensen om at fortælle lidt om deres oplevelser:

Insita 94, Bratislava, Slovakiet

Udenfor Slovenská Narodná Gallria, eller, som vi siger på disse kanter, Det Slovakiske Nationalgalleri, var der allerede samlet flere hundrede mennesker, og klokken var endnu ikke 18,00. Museets forreste afdeling, et smukt, velholdt Esterhazy-palæ fra slutningen af forrige århundrede dannede ramme om naivistudstillingen INSITA 94, og det blev markeret af fire mand i sort og hvidt, der spillede på valhorn fra en balkon over hovedindgangen. Helt i nalvismens ånd. Under balkonen vajede de 22 deltagende nationers flag, og deriblandt altså Dannebrog. De udsendte danskere, Walther Schaldemose, Edel Bærskog og Tom M. Jensen samt Walthers kone, Lisa, stillede sig pænt op i udkanten af folkemængden. Andet var der ikke at gøre, for museumsporten var endnu lukket. Men igennem vinduerne kunne vi se tv- og pressetolk gøre sig klar, og kl. 18,00 præcis ankom Slovakiets præsident og kulturminister samt et stort følge af damer og sikkerhedsfolk. De kjoleklædte mænd blæste fanfarer fra balkonen, porten blev åbnet og præsidenten klippede en hvid snor over, hvorefter han, ministeren og følget hurtigt bevægede sig i sikkerhed. Herefter kunne vi andre, lidt efter lidt, blive sluset indenfor.

Nu havde vi regnet med at skulle kikke på billeder, men, nej, så let går det ikke i det store udland. Vi blev i stedet vist samme vej som exellencerne, ind i museets søjlesal. Og så blev der ellers holdt taler i halvanden time. På slovakisk, oversat til engelsk, alt imedens mellem 200 og 300 personer af alle køn snakkede højlydt i munden på hinanden, med det resultat at de guldkorn vi burde have fanget, druknede fuldstændigt i larmen. Ærgerligt nok, skulle det senere vise sig.

Endelig tog talerne slut og der blev åbnet for trappen op til udstillingsrummene. Det varede ikke længe før vi fandt frem til vores afdeling, der heldigvis befandt sig på førstesalen. Hvad vi først og fremmest kikkede efter, var naturligvis, om alle billeder var kommet frem, og om de havde taget skade af transporten. Alt var heldigvis i orden. Der hang Ruth Schmidt, Edel Bærskog, Carla Thonsgaard, Walther Schaldemose, Anton Juul Pedersen, Ib Meyer og Tom M. Jensen. Først da vi havde nydt vore billeder og den smukke ophængning et stykke tid, og kikkede hen på guldskiltet med ordet »Dánsko«, der fortalte beskueren hvem vi var, opdagede vi et andet skilt, og så måtte vi kikke endnu engang. Danmark, havde fået Stefan Tkác-prisen. Stefan Tkác var i sin tid direktør for Nationalgalleriet. Han grundlagde museets samling af naivistisk kunst og startede INSITA udstillingerne, der nu, efter en pause på 22 år er påbegyndt igen. Prisen er opkaldt efter ham, og tildeles tre lande for den nationale kollektion. Ud over Danmark blev deri i år tildelt Italien og Ungarn. Nu var klokken 20,00, og vi måtte ned i Søjlesalen igen. Næste invitationskort frem, for kontrollen var striks. Her var dækket bord med alskens Iækkerier, brød, pålæg og kage, og så fik vi champagne. Desværre gav vi os for god tid til champagnen, for da vi endelig besluttede os for at være sultne, var bordet omsluttet af en mur af brede bagdele, hvoraf en stor del tilhørte russiske malerinder. Det var umuligt at trænge igennem denne menneskemur, og da der igen blev plads for de beskedne danskere, var alt ribbet, og en kæmpekage, naturligvis med et naivistisk maleri på toppen, var flået så kun billedet og nogle få krummer var tilovers. I vor løftede stemning tog vi det ganske roligt, og Lisa Schaldemose påtog sig at fremskaffe museets direktør, Ph.Dr.Juraj Záry, der netop havde taget afsked med Slovakiets præsident. Han blev lykkelig da det viste sig, at der alligevel var danske kunstnere til stede. Han beklagede salens dårlige akustik og larmen, der havde forhindret os i at få prisen overrakt af præsidenten. Men nu fik vi den altså, og en buket blomster i tilgift. Det blev vi glade for, så glade at vi krydsede gaden til Casino-Cafcen hvor vi, i skæret fra et utal af kæmpemæssige krystallysekroner, delte en flaske MUM. For det synes vi bare, at vi havde for tjent.

Hjertelig tillykke til malerne med det flotte resultat. Vi burde have været i lufthavnen med flag og klaphatte, da de kom hjem: men vi vidste det jo ikke. red.