»Elskovsrede« i Varmeealleriet
Den 68-årige naivistiske maler Walther Schaldemose fik sit
store gennembrud med årets plakatbillede.
På Varmegalleriets sommerudstilling er der i år 103 malere med
ikke mindre end 309 billeder. årets største succes var den
ikke særlig kendte 68-årige Walther Schaldemose, som
udstillingen var et gennembrud for af de store.
Schaldemose havde nemlig malet det livsbekræftende og muntre
elskovs-maleri, som galleriejer Kai Lang lod trykke som plakat.
Sikker på det ville falde i hans store publikums smag.
Galleriejeren erhvervede selv maleriet, og de mange, som godt
ville have købt originalen, måtte nøjes med plakaten eller en
af de mange gode gengivelser, aviserne ligefrem kappedes om at
bringe. Politiken bragte fx. Schaldemoses elskovspar på en
dobbeltside i forstørret udgave, lidt varmere i farverne end
originalens - og faktisk lidt bedre.
Walther Schaldemose, som ellers er en beskeden mand, der
foretrækker at leve i ubemærkethed, måtte pludselig se i
øjnene at freden var brudt, og hans navn nu for alvor var
cementeret i den gruppe af naivistiske malere, der i de sidste
år er ført stærkt frem, ikke bare i Varmegalleriet, men også
hos Knud Grothe i Charlottenlund, Billedværkstedet i Brovst og
flere andre gallerier og museer, også i udlandet.
Den populære plakat blev revet væk. Alle elskede motivet. Midt
på det grønne skovlagen, brudt af blomster i alskens farver,
spreder pigen sine frodige og indbydende lår og giver lokkende
og kærligt plads til den mandlige elsker, der har været så
utålmodig for at komme til, så han har glemt at smide både
bukser og hat. Parret er malet midt i den stormende og kyssende
optakt. Hvad der senere sker, det overlader Schaldemose til
fantasien. Men at det ender lykkeligt og forløsende, fremgår
med al mulig tydelighed af de glade farver.
Schaldemose har malet billedet under en stor lup, så han kan
male helt ned i detaljen. Hver eneste lille blomst i skoven gror
med en akkuratesse, som kun en fhv. gravør kan præstere.
Schaldemose er uddannet som sådan og har tidligere arbejdet med
mønter og medaljer, der netop kræver denne håndværksmæssige
nøjagtighed.
Kai Lang fandt Walther Schaldemose for godt en snes år siden,
da han udstillede på Tårnby Rådhus. Her havde vor støre
kunstner Svend Wiig Hansen ladet ham slippe gennem censurens
nåleøje. Helt ukendt med maleriet og kreativt arbejde har han
dog aldrig været. Faderen var godt nok kranfører, men hans
moder Magda Overby var ifølge Weilbach maler.
Walthers seks år ældre bror er desuden den ekspressive maler
Ejvind Schaldemose, gift med maleren Bodil Schaldemose, som
begge gik på Kunstakademiet i København i 60'erne, hvor de
havde de to kendte professorer Søren Hjort Nielsen og Palle
Nielsen som lærere.
Walther Schaldemose har således lugtet til maleriet i en tidlig
alder. Men han valgte altså at blive gravør, og først mange
år efter kastede han sig over maleriet, hvor man må sige, at
han er autodidakt eller selvlært, som det hedder på dansk.
Walther Schaldemose er en uhøjtidelig kunstner, der ikke
bryder sig om det højtravende og sofistikerede. Kunstens mange
uhyrlige installationer siger ham ikke et kuk.
Hans egne malerier er inspireret af hans omgivelser, alle de
små og nære ting i hverdagen, herunder kærligheden, som
begynder i det små og siden vokser sig stor og får større og
større betydning.
Hans »elskende par« i Varmegalleriet er således er hilsen til
os alle sammen og i høj grad en påmindelse om ikke at glemme
kærligheden værdier. Han vil have, vi skal være glade for
hinanden, og maleriet er et vellykket forsøg på at hjælpe
glæden på gled. På det punkt falder Schaldemoses kunstneriske
intentioner helt i hak med Kaj Langs ambitioner.
Sommerudstillingen slutter den 28. august